ST-kniven

Diverse knivmager værktøj

 

Polérmaskine. Tidligere kombineret våd og bænksliber, der nu er forsynet med en fast kludeskive, som jeg bruger til "grovpolering" af klinger med en slibevoks. Til venstre en konisk spindel til diverse kludeskiver, der let kan skiftes ud. Jeg har flere forskellige skiver, med varierende hårdhed, der bruges med forskellig polervoks. Skiven der på billedet sidder på spindlen er til finpolering af stål og andre metaller med Dialux grøn polervoks.

Maskinen er på kun 250 w. Det er lige i underkanten til det grove.

 

Bænksliber, der i venstre side er forsynet med en MDF plade, der er drejet af på maskinen. På kanten af pladen er der polervoks. Når jeg har slebet en færdig kniv (eller høvlejern, saks, bor, stemmejern m.v.) med korn 360 på båndsliberen, poleres æggen på skiven. I løbet af et øjeblik er æggen i bogstavligste forstand skarp som et barberblad. Meget let, meget billigt og MEGET effektivt.

Kludeskiven til højre bruger jeg til polering af træ.  

 

Lille skruestikke med kuglehoved. Rigtig fin, når de små skæftedele skal bearbejdes.

Multifræser. Billig model fra Harald Nyborg. Alt tilbehøret er kasseret - det var bare for dårligt. Jeg har i stedet for, hos min rare tandlæge, klunset brugte kuglefræsere, der uden problemer tygger gennem træ, ben, horn, sølv og aluminium, ja selv afhærdet stål (dog ikke ret længe). Dertil har jeg hos Ravstedhus købt nogle cylinderfræsere, der er rigtig gode, når det besværlige hul i forpladen skal tilpasses.

Briller og høreværn - husk det nu!